Sådan tager du bussen i Seoul – en praktisk guide til Seouls bussystem

Da jeg besøgte Seoul i efteråret 2025, havde jeg egentlig den opfattelse, at metroen var det eneste rigtige valg – det måtte jo være både det nemmeste og hurtigste. Men efter omkring halvanden uge i Seoul gik det op for mig, at sådan hænger det slet ikke sammen. Busserne er mindst lige så gode, og på nogle strækninger faktisk både hurtigere og mere direkte end metroen.

Seoul har et enormt netværk af busruter, som kører til stort set alle hjørner af byen, og det kan faktisk spare dig for både tid, omveje og unødvendige skift under jorden. Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at man også giver busserne en chance!

Jeg ved godt, at systemet med de mange farver, numre og ruter kan virke lidt uoverskueligt. Det oplevede jeg også selv. Da min søn og jeg eksempelvis tog bussen fra Gangnam til Suwon, gik det pludselig op for mig, at jeg faktisk ikke anede, hvilken knap jeg skulle trykke på, når vi skulle af. Der sad en knap lige oven over os, men der stod ikke STOP på den, og jeg var ærlig talt i tvivl om, hvorvidt det var en stopknap eller en eller anden form for alarmknap.

Jeg endte derfor med at sende en besked til min veninde, som også var i Seoul på det tidspunkt, og som var vant til at tage bussen. Jeg sendte hende et billede af knappen og spurgte, om det mon var den, jeg skulle trykke på. Heldigvis kom svaret hurtigt: Ja, det var den! Så kunne vi ånde lettet op og komme af det rigtige sted.

Stopknap

Det er netop sådanne små ting, der kan gøre det lidt uoverskueligt at bruge busserne som turist. Men når man først forstår grundprincipperne, er det faktisk slet ikke så svært.

Derfor får du her en praktisk guide til Seouls busser, så du kan finde de rigtige ruter, forstå nummersystemet og nemmere vælge den hurtigste vej til dine oplevelser i byen. For busserne fortjener virkelig at blive brugt!


Første gang man besøger Seoul, kan bussystemet godt virke lidt uoverskueligt. Busserne har forskellige farver, numrene følger et bestemt system, og man skal lige lære, hvordan man betaler, stiger på og af.

Heldigvis er systemet mere logisk, end det umiddelbart ser ud til.

I denne guide gennemgår jeg de forskellige bustyper, hvad farverne og numrene betyder, hvad det koster at køre med bus, og hvordan du bruger dit T-money-kort.


Det hele starter med et kort over Seoul. Hvis du ikke har været i Seoul før, så ser byen sådan ud:

Seoul – delt i nord og syd, med Han-floden i midten.

Hver prik på kortet repræsenterer et museum, en park, et palads eller en anden seværdighed. Som man måske kan ane, ligger langt de fleste af dem nord for Han-floden – i det område, man ofte betegner som Downtown Seoul.

Det er her, man finder Seouls historiske bykerne med de gamle kongepaladser, traditionelle kvarterer, templer, museer og nogle af byens mest kendte seværdigheder. Det er med andre ord her, mange besøgende får deres første møde med det historiske Seoul.


De forskellige busfarver i Seoul

Seouls busser er farvekodede efter deres funktion. Der findes fem hovedtyper, som hver har deres eget formål. To af dem er grønne, men ellers er farverne en nem måde at kende forskel på busserne.

Den nemmeste måde at forstå, hvordan de forskellige bustyper fungerer, er faktisk at se det. Her er en kort video, der forklarer systemet:

Blå busser – Mainline / Trunk Bus (간선버스)

De blå busser kører på de større hovedveje og forbinder forskellige bydele på tværs af Seoul. De kører typisk længere strækninger og er gode, når du skal fra én del af byen til en anden.

Grønne busser – Branch / Feeder Bus (지선버스)

De grønne busser forbinder boligområder med metrostationer og de større blå busruter.

De kører typisk kortere strækninger og er særligt nyttige, når du skal det sidste stykke fra en metrostation til dit hotel eller en seværdighed.

Små grønne busser – Village Bus (마을버스)

Disse mindre busser kører lokalt i et begrænset område, ofte gennem boligkvarterer og mindre gader, hvor de store busser ikke kommer.

De har ofte et distriktsnavn og et kort nummer, eksempelvis Jongno 07.

Gule busser – Circulation Bus (순환버스)

De gule busser kører i cirkulære ruter inden for bestemte områder af byen. De er især beregnet til transport i centrale erhvervs- og shoppingområder.

Røde busser – Metropolitan / Rapid Bus (광역버스)

De røde busser forbinder Seoul med de omkringliggende byer i hovedstadsområdet, eksempelvis Suwon, Seongnam og andre byer i Gyeonggi-provinsen.

De kører typisk længere afstande og er derfor dyrere end de almindelige bybusser.

Hvad betyder busnumrene?

Seoul har et ret smart nummersystem, hvor busnummeret fortæller noget om, hvor bussen starter, og hvor den kører hen.

Byen er inddelt i otte transportzoner, nummereret fra 0 til 7.

Zone 0 er det centrale Seoul, mens zone 1-7 dækker de omkringliggende bydele.

På blå og almindelige grønne busser kan de første cifre bruges til at identificere afgangs- og destinationsområdet.

På blå og almindelige grønne busser kan de første cifre bruges til at identificere afgangs- og destinationsområdet.

Eksempel: Bus 101

1: Afgangsområde, zone 1.

0: Destinationsområde, zone 0.

1: Rutens individuelle nummer.

Eksempel: Bus 1412

1: Afgangsområde, zone 1.

4: Destinationsområde, zone 4.

12: Rutens individuelle nummer.

De røde busser forbinder Seoul med de omkringliggende byer i hovedstadsområdet.

Seouls egne røde ekspresbusser har rutenumre, der begynder med 9, mens regionalbusser fra Gyeonggi-provinsen har deres egne nummersystemer. Her kan man blandt andet møde busser med numre, der begynder med 5 og 7.

Fælles for dem er, at de forbinder Seoul med byerne uden for hovedstaden og typisk kører længere strækninger med færre stop end almindelige bybusser.

Eksempel: Bus 9112.

9: Regional bus.

1: Afgangsområde, zone 1.

12: Rutens individuelle nummer.

De gule busser har typisk to cifre, hvor det første angiver det område, bussen kører i.

Eksempel: Bus 41.

4: Kører en rundstrækning i zone 4.

1: Bussens individuelle nummer.

Det er dog ikke nødvendigt at kunne huske alle zonerne. Brug nummersystemet som en hjælp til at forstå ruterne, og lad en navigationsapp finde den rigtige bus for dig.

Owl bus

Der kører også natbusser i Seoul.

De er blå og begynder med et N.

Hvad koster det at køre med bus?

BustypeVoksenUng (13-18)Barn (6-12)
Blå og grøn1500 ₩900 ₩550 ₩
Gul1400 ₩800 ₩500 ₩
Grøn lokalbus1200 ₩600 ₩400 ₩
Rød3000 ₩1700 ₩1500 ₩

Taksterne er offentliggjort for juni 2026. Der kan komme ekstra betaling ved længere rejser.

Busserne i Seoul er relativt billige, og med et T-money-kort får du adgang til det almindelige takstsystem.

Bemærk, at ungdoms- og børnetakster kræver, at kortet er registreret med passagerens fødselsdato. Det kan normalt klares i en convenience store ved køb af kortet.

Nogle busser i Seoul er desuden kontantløse, så det er en god idé altid at have et transportkort klar.

Sådan bruger du bussen – trin for trin

Det er faktisk ret enkelt at tage bussen i Seoul, når man først har prøvet det.

Når du stiger på

  1. Vent ved busstoppestedet, og kontrollér busnummeret på den elektroniske tavle eller i din navigationsapp.
  2. Gå ind ad fordøren.
  3. Hold dit T-money-kort hen til kortlæseren ved chaufføren.
  4. Vent på lydsignalet, som bekræfter betalingen.
  5. Gå ind i bussen og find en ledig plads.

På de almindelige bybusser stiger man altså ind foran og ud gennem bagdøren.

Når du skal af

  1. Tryk på stopknappen i god tid inden dit stoppested.
  2. Gå hen mod bagdøren.
  3. Hold dit T-money-kort hen til kortlæseren ved udgangen.
  4. Vent på lydsignalet, og gå ud.

Vigtigt: Du skal huske at scanne kortet både ved indstigning og udstigning.

Det er ikke kun for at registrere din rejse. Det er også nødvendigt for at få rabat, hvis du skal skifte til en anden bus eller metroen.

Gratis skift mellem bus og metro

En af de store fordele ved Seouls offentlige transportsystem er muligheden for at skifte mellem busser og metro uden at betale en helt ny grundtakst.

Du kan eksempelvis:

  • Tage en grøn bus til en metrostation.
  • Skifte til metroen.
  • Skifte til en blå bus og fortsætte til din destination.

For at få transfer-rabatten skal du:

  • Bruge det samme transportkort under hele rejsen.
  • Scanne kortet, når du stiger af bussen.
  • Stige på den næste bus eller metro inden for 30 minutter.
  • Mellem kl. 21.00 og 07.00 er tidsfristen 60 minutter.

Du kan få op til fire skift på én rejse, altså maksimalt fem påstigninger.

Bemærk, at du ikke får transfer-rabat, hvis du blot stiger af og på den samme busrute igen.

Det er derfor vigtigt altid at huske at scanne kortet, når du forlader bussen.

Hvordan finder du den rigtige bus?

Det kan være lidt udfordrende at finde rundt i Seouls busnetværk, især hvis man ikke læser koreansk.

Heldigvis findes der gode navigationsapps, som viser både busruter, stoppesteder og forventede ankomsttider.

Et godt råd er at have KakaoMap eller Naver Map installeret på telefonen, inden du rejser til Seoul. Det gør det meget nemmere at finde den rigtige bus og holde styr på, hvor du skal stå af. Begge apps findes på engelsk.

Hvis du har et Apple Watch, så kan Naver Map ovenikøbet fortælle dig, hvornår du skal stå af. Om det virker med Kakao Map ved jeg ikke, det gjorde det ikke i efteråret 2025.


Et godt eksempel er vores kommende tur til Seoul næste år, hvor jeg har valgt et hotel i Jongno, tæt på metrostationen Jongno 3-ga.

Når jeg åbner KakaoMap og kigger på området omkring hotellet, kan jeg se, at der ligger en hel del busstoppesteder i gåafstand. Ved at trykke på de små busikoner på kortet får jeg en oversigt over, hvilke busser der stopper her, deres numre, farver og destinationer – og jeg kan endda se en oversigt over deres ruter.

Det betyder, at jeg allerede hjemmefra kan undersøge, om der går en bus direkte til nogle af de steder, vi gerne vil besøge, i stedet for at skulle ned i metroen, måske skifte undervejs og gå lange strækninger under jorden. Det er faktisk en ret smart måde at planlægge sine ture på, og det viser meget godt, hvorfor det kan betale sig at kigge på busserne, når man skal rundt i Seoul.

Jogno 3-ga metroline 1. og 3. samt busstoppesteder.

Jeg kan f.eks se at der er en turist rute Tour11 som er en rute, der kun kører en gang i timen, men som kører direkte til flere af de store seværdigheder. Den kører f.eks til den kabelbane, der går op til Namsan Tower og til Cheong Da Wae (Præsident paladset, nord for Gyeongbukgong).

Der er også en regional rute, der kører ud til Starfield Hanam, et stort shopping mall, hvor man finder Aquafield Hanam – en luksus jjimjilbang, med udsigt over Han-floden.

Regionalbus 9301
Aquafield Hannam

Jeg kan også se, at der går en lufthavnsbus til og fra Incheon. Den kører hvert 15. min. Fordelen ved lufthavnsbusserne er, at man undgår skift og man behøver ikke, at slæbe rundt på sin baggage.

Lufthavnsbus 6002

Er det svært at tage bussen i Seoul?

Ikke når man først har forstået systemet.

Jeg synes faktisk, busserne er en rigtig god måde at opleve Seoul på. Man får set mere af byen undervejs, og man slipper for nogle af de lange underjordiske gangforbindelser, der kan være ved metrostationerne.

God tur!


Nyttige links – bliv klogere på Seouls busser

Vil du læse mere om Seouls offentlige transport eller have hjælp til at finde rundt i bussystemet? Her er nogle nyttige links, som kan være gode at have ved hånden.

Officielle guides

Find vej med busserne

  • KakaoMap
    En af de bedste navigationsapps til Seoul. Her kan du finde busruter, stoppesteder, forventede ankomsttider og den hurtigste vej til din destination.
  • Seoul Bus Information System
    Seouls officielle businformationssystem med oplysninger om ruter og busser.

Transportkort

  • T-money
    Information om transportkortet, som kan bruges til busser, metro og meget mere i Sydkorea.

Skriv et svar